I sommeren 2009 startede Kadaver et samarbejde med NGO´en Masanga som ligger i Sierra Leone. Masanga er en dansk startet NGO med fokus på sundhed, uddannelse og socialt iværksætteri. Masanga er lokaliseret i den Sierra Leonske jungle, hvor arbejdet handler om at genetablere et gammelt hospital efter den forfærdelige borgerkrig, som hærgede landet i godt 11 år. Masanga projektet blev startet af en dansk læge ved navn Peter Bo Jørgensen i 2006. Søren fra Kadaver har været stærkt involveret i projektet siden 2007, og bruger stadig meget af sin fritid på at hjælpe organisationen på vej.
Samarbejdet kom i stand for at producere og importere computertasker lavet af brugte cykelslanger. Projektets omdrejningspunkt var i sin enkelthed at etablere en bæredygtig systue og forretningskæde, som kunne sælge produkterne i Danmark. Formålet med at sælge designertasker i Danmark var, at man, som dansk forbruger, kunne støtte et hospital i et af verdens absolut fattigste lande. Visionen med Bangura Bags var, at salget af tasker skulle skabe finansiering til hospitalet.
Projektet blev døbt Bangura Bags, opkaldt efter de to lokale skræddere ved Masanga. Der blev produceret og importeret tasker og projektet voksede i takt med Kadaver. Efter et års arbejde med Bangura Bags overgav Kadaver projektet til Anders Møller. En ung energisk mand, som kunne give projektet den nødvendige opmærksomhed for at sikre bæredygtig vækst. Projektet Bangura Bags lever i bedste velgående, og Kadaver er stolte af at have været en del af det fra opstarten.


